Hvad er dækbilleder i en videoproduktion?

Interviews, ekspertudtalelser og en velforberedt speak, som præcist og indbydende præsenterer virksomheden, ydelsen eller produktet. Alt sammen kan være vigtige komponenter i en effektfuld videoproduktion.

Men én ting er budskabet, vi som afsender gerne vil formidle. Noget ganske andet er den visuelle oplevelse, publikum får, når de afspiller filmen.

Her kan alverdens salgstaler og gode argumenter komme til kort, hvis ikke vi formår at fastholde opmærksomheden og stimulere øjets behov for både variation og æstetik.

Derfor bruger vi dækbilleder.

Hvad er dækbilleder?

Dækbilleder er stemningsbilleder, der maskerer spring i tid. Vi ser dem ofte anvendt i Nyhederne på TV og i dokumentarer, hvor dækbillederne vises henunder speaken for at som illustrerer det, der bliver sagt.

Lyden fra speak eller interview kører videre i baggrunden, men vi ser i stedet billeder, som indfanger stemningen eller temaet, der tales om.

Ved en produktpræsentation vil vi f.eks. klippe til lydløse optagelser af selve produktet – hvordan det ser ud, hvordan det tages i brug osv., imens lydsiden fortsætter med at tale produktet op. Det er også meget populært at anvende dronevideo til dækbilleder.

På samme måde styrker vi det visuelle udtryk i en film om unges vaner ved rent faktisk at vise unge mennesker i bestemte situationer i stedet for blot at præsentere fakta og informationer.

Hvordan finder vi de rigtige dækbilleder?

Men hvordan finder vi så ud af, hvad vi skal filme af dækbilleder?

En god idé er at samle inspiration fra stockfotos. Her kan vi søge efter den stemning og situation, vi ønsker at udpensle med de rigtige skud og optagelser, og vi kan samle en håndfuld stockfotos i en idémappe.

Idemappen gør, at vi nemmere husker, hvilke vinkler og tilgange, vi skal huske, når vi optager, så vores film bliver så levende som muligt.

Når vi så begynder at filme de motiver, vi ønsker til dækbilleder, er det vigtigt, at vi giver os god tid og får rigeligt med skud i kassen. Det vil sige, vi bruger forskellige vinkler og krydsklip, så vi har masser at vælge imellem, når vi skal klippe filmen sammen. På den måde opnår vi en dynamisk video med lækre og stemningsmættede billeder

Har du spørgsmål om dækbilleder – eller om video og optagelser i det hele taget – så er du selvfølgelig altid velkommen til at skrive eller ringe.