Video med animation, levende billeder og voice-over

Stagbird har sammen med Landsforeningen Liv & Død produceret tre små film, der skaber en visuel og konkret formidling af et emne, som for mange kan være svært at forholde sig til: Hvad skal der ske med dine digitale ejendele og minder, når du engang ikke er her mere?

Med denne præmis er det utroligt vigtigt at vælge den rigtige stil og visuelle udtryk, grafik og streg, så publikum fastholdes og føler, at emnet hverken er farligt eller ubehageligt, men relevant og interessant.

Hvorfor formidle Liv & Død med video og animation?

Video belønnes i højere grad end tekst på søgemaskinerne og er derfor en oplagt måde at formidle budskaber på. Både pga. eksponeringen af filmen online og pga. filmens udtryk: Video kan nemlig gøre et budskab mere simpelt og forståeligt, fordi fortællingen visualiseres og eksemplificeres på en kreativ måde. Men også fordi den voice-over, der anvendes i filmen, er skrevet som en levende fortælling fremfor en teknisk forklaring.

Når vi inddrager animation i vores videoproduktion, får vi desuden nogle ekstra lag, som kommer både budskab og afsender til gode – i dette tilfælde digital arv og Landsforeningen Liv & Død. Publikum oplever gennem animationen en mere interaktiv kommunikation med afsenderen Liv & Død, som til gengæld præsenterer en mere kreativ og original side af sig selv.

Budskabet om digital arv bliver mere levende, og der gives liv til informationer, fakta og tekniske forklaringer mm. Med video og animation bliver selv de mest komplekse historier med andre ord oversat til klar tale.

En anderledes arbejdsproces og et anderledes resultat

Men lad os prøve at gå et skridt tilbage i processen. Projektet for Landsforeningen Liv & Død er nemlig et godt eksempel på, hvordan vi nogle gange starter ét sted med en håndfuld ideer, men ender et helt andet sted med nogle andre ideer og et andet resultat.

Gennem tæt dialog med Liv & Død talte vi os igennem forskellige scenarier og revurderede løbende konceptet. Vi fik os talt frem til en yngre målgruppe (ca. i 40’erne) end først antaget og ændret både det grafiske udtryk samt selve kernefortællingen. Væk fra ren klassisk film med masser af forklaringer til fordel for storytelling og stemning.

Vi endte på en løsning, hvor vi sammen med Liv & Død ikke taler for meget ind til selve døden, men i stedet lægger vægt på (især på billedsiden) det glade liv, vi alle sammen ønsker og måske tager for givet.

Grafik og animation blandet med ”traditionel” film

Fortællingen skulle altså ikke være for tung og dyster, men mere livsbekræftende og med inddragelse af en masse grafik. Ikke kun fordi Stagbird er specialister i det grafiske touch, men fordi vi kan fortælle meget mere på samme tid, hvis vi supplerer realoptagelser med illustrationer og motion graphics.

Motion graphics fungerer som en ekstra effekt hen over realoptagelserne: Vi skaber en masse animeret tekst, hvilket vil sige, at ikoner og informationer tilføres bevægelse, som fanger opmærksomheden og dermed nemmere fastholdes i publikums bevidsthed.

Filmenes tema om digital arv understøttes af lækre dækbilleder, der puster liv i fortællingen og gør den mere behagelig at se på. Vi tilsætter løbende grafik og små animationer, som konkretiserer vigtige punkter og informationer i fortællingen om digital arv på en elegant måde.

Det er en omfattende produktion, som består af mange delelementer, lige fra engagering af de rigtige statister, kulisser og lokationer, til produktion af droneoptagelser, traditionelle realoptagelser samt grafik og animation.

Animation og video som oplysning og appetitvækker

Videoproduktionerne bliver til en blanding af oplysning og appetitvækker, som præsenterer publikum for nogle problemstillinger, de måske ikke har tænkt over, samt hvorfor det er vigtigt at overveje (i dette tilfælde) digital arv. Samtidig peger filmene mod mere information, hjælp og retningslinjer på foreningens hjemmeside (den reelle hensigt og serviceydelse fra Liv & Død).

Filmene skal altså først og fremmest skabe opmærksomhed om problemstillingen og dernæst skabe lyst eller behov for at undersøge sagen nærmere.

Hvis du vil vide mere om denne type videoproduktion, kan du se et andet eksempel her, hvor vi har hjulpet Børn & Unge afdelingen i Aarhus Kommune med nogle kampagnefilm ud fra samme princip om et grafisk lag ovenpå realoptagelserne.

Står du med en lignende fortælling, som trænger til nyt liv gennem en blanding af grafik og realoptagelser, så grib endelig telefonen og kontakt os. Vi leverer video og grafisk design til hele landet og gør dine budskaber klare og effektfulde.